Der har været kro i Kongensbro siden 1663, da Kong Frederik 3. gav stiftamtmand Ebbe Gyldenstierne ret til at drive kro ved Gudenåens bred. Den nuværende kro er fra 1949 og drives den dag i dag af familien Andersen – nu i 2. og 3. generation. Kongensbro Kro har altid været kendt for den gode mad, lige fra de berømte hjemmelavede frikadeller og biksemaden til de franske tallerkenretter.
Det var Else Andersen, der sammen med sin mand Hans Andersen grundlagde denne tradition for god mad. Else Andersen har udgivet ikke mindre end 8 kogebøger med kroretter og egnsopskrifter – foruden medvirken i flere tv-udsendelser. “Kromad er god mad” – som der stod på forsiden af Else Andersens første kogebog – bliver fortsat videreført på Kongensbro Kro, nu i 2. generation af Hanne og Ole Andersen og deres søn Christian Andersen i 3. generation. Gæsten kan stadig “slå en sludder af med familien”, da alle tre generationer fortsat har deres gang på kroen.