Digte

Om Kongensbro Kro

Nat over Gudenå

Måneskin over Gudenå
sår sølvblanke striber i åens vande,
forsølver sælsomt de siv og strå,
der hvisker sagte ved åens rande.

Måneskin over Gudenå!
Nu kogler disen i side enge,
småbølger glimter i glarets blå,
mens kvæget gumler i mark og vænge.

Måneskin over Gudenå,
mens nattens timer så sagte skride,
fortoner langsomt dit sølverskær,
og dagen dæmrer i øster lide.

Daggry ved Gudenå

Ellepigernes koglende dans
henover disede enge
svandt som en drøm, da i stråleglans
solen stod op af senge.

Alle småfugles jublende sang
lød over slumrende vange,
steg mod det blå, blev til lærkesang
tolket af struber mange

Kongensbro Kro i august 1962
Gustav Weber

Ved Kongensbro Kro

Stands lidt, du travle, hvor skiltet står
med pramdragermanden på!
Gå ind, slap af, og du hvile får
i Kongensbro Kroen ved Gudenå.

Nyd bordets rigdom i ro og fred,
lad hyggen fange dig ind,
din uro stille går bort derved,
og velværet breder sig i dit sind.

Men før du starter igen din færd
og følger dit hastværks bud,
da glæd dig selv med et billede her
fra vejen, som munder ved kroen ud.

Gå langsomt ud af den gamle vej,
men stands på dens første top
og se det landskab, som breder sig
fra Gudenå over bakkerne op.
De stærke linjer af istid bragt,
men mildnet af floraspind,
et maleri med en sådan magt,
at synet vil fylde med fryd dit sind.

Din mindekrans du kan flette i
en blomst fra bakkernes rand,
udfoldet her under trylleri
fra en lille plet af ”du jydens land”.

3.-4.1963
Gustav Weber